Når vi savner dem, som ingen savner

Når de grimme og farlige drenge dør, så er der stadig nogen, der savner dem – og de må helst ikke tale om dem.

Jeg er flere gange blevet betroet opgaven at hjælpe pårørende til dybt kriminelle, som er døde. Det er mig en stor ære at få vist den tillid, for de færreste ønsker at høre om, hvordan disse for de fleste andre usympatiske individer var nogens bror, søn, kæreste, onkel osv. Og at de var elsket og savnet.

Der er ofte mange dybt komplicerede følelser med ind over. Ud over SAVN og smerte, så er der ofte følelser som skam og skyld. Det er bl.a. de følelser, som gør, at man trækker sig, at man lukker sig inde, at man ikke får talt om sit tab. For ingen vil høre på det. De er derimod fulde af fordømmelser og vil helst tie vedkommende helt væk.

Men det ændrer jo ikke på, at de var elsket. Savnet. Mangler til familiefester (når de huskede at dukke op), juleaftener, fødselsdage. De efterlader sig et tomrum i nogens hjerte.

Desværre er det ofte sådan, at vi bliver dømt på vores følelser, når vi har dem over for de skidte fyre – og piger. Men kærlighed er kærlighed. Savn er savn. Smerte er smerte.

Hvis nogen mister et menneske, så ville det være så klædeligt, hvis vi respekterede og kunne rumme de følelser, andre har. Uanset hvad hjernen eller logikken siger om dem.