Hvis du har prøvet at miste nogen eller noget, så kender du den godt. 

Tavsheden. 

Der, hvor navnet eller situationen IKKE bliver nævnt, hvor det ville have været helt naturligt. Der, hvor ingen taler om det tabte. Der, hvor det tabte fylder ALT i rummet. 

Det er helt almindeligt. 

Når man spørger folk: Hvorfor sagde du ikke noget, så siger de ofte “jamen, jeg ville ikke gøre dem mere kede af det”. 

Og det kan man ikke. Tavsheden betyder ikke, at folk føler sig mindre kede af det. Den betyder, at folk føler sig mere alene. Føler sig mere forkerte. Det gør det sværere for dem at være sammen med andre mennesker. Ja, det bekræfter faktisk bare, at det ikke hjælper at være sammen med andre mennesker. At det nok er bedst, man bare passer sig selv og undgår andre. 

Det bliver en ond cirkel: Vi vil ikke gøre dem mere kede af det. Jeg må hellere holde mig for mig selv, for de vil ikke tale om det, der betyder noget for mig. 

I stedet for at ty til tavsheden, så brug samtalen: 

• Hvordan har du det – virkeligt?

• Jeg kom i tanke om dette minde om X

• Vil du med hjem og se billeder fra sidst, vi sås med 

• Kan du huske, hvordan X altid gjorde ditten eller datten

Folk og situationer forsvinder ikke, fordi vi holder op med at tale om dem. Men troen på os som nogen man kan stole på – ja, den forsvinder, hvis vi ikke tør tale om dem.