70% har øget forbrug af alkohol ved sorg
“Jeppe drikker, men ingen ved, hvorfor Jeppe drikker” – det citat fra Holberg kender vi alle sammen. Og vi finder ud af, at Jeppe drikker, fordi han har det svært med håndtere livets smerte. Og måske fordi han har en kone, der er temmelig hård mod ham. Og så dulmer han smerten med alkohol.
Det er ikke et forældet fænomen. Det kører også for fuld skrue i dag, hvor folk dulmer smerten og selvmedicinerer sig med alkohol, samt hvad der i øvrigt findes på det mere eller mindre lovlige marked af rusmidler. Og hvor udbredt er det så? En amerikansk undersøgelse fra 2003 viser, at 70% enten får et nyt eller et forøget forbrug af alkohol, når de er i sorg. Dette tal er baseret på folk, der selv har fortalt det – dvs. det er ikke et estimat, og det kan være i underkanten, fordi nogen måske ikke har været bevidste på det.
Jeg synes, det er chokerende højt. 7 ud af 10 håndterer sorg ved at drikke mere – og ofte kommer forbruget snigende. Det er noget, der ofte bare sker. Men nogen af dem kan ikke slippe alkoholen igen, når smerten er blevet mindre akut. Og så har vi lagt frøet til et alkoholmisbrug med alt, hvad det medfører.
Jeg er helt med på, at vi skal behandle folk for alkoholisme. Det er rigtig, rigtig vigtigt – for dem selv og for samfundet. Men når nu 70% drikker mere end de plejer pga. sorg og smerte, hvorfor i alverden hjælper vi dem så ikke først og fremmest med at bearbejde den sorg? Ja, det kan være nødvendigt at afruse folk for at få dem til at gå ind i det arbejde, for det at se sig selv i øjnene, at tage tyren ved hornene og få sagt farvel, undskyld og andre vigtige følelsesmæssige ting er en benhård forudsætning for at komme videre.
Og økonomien for den enkelte? Jeg ved, jeg sammenligner æbler og gummistøvler her, men en Minnesotakur koster mindst 40.000. Et sorgbearbejdningsforløb med videnskabelig evidens hos mig koster 7.000.