Om manden der forsvandt

”Jeg er jo taknemmelig for, at han overlevede…” Ordene faldt lidt tøvende. Lidt trist. Hendes mand fik for et par år siden en hjerneblødning, som han overlevede, og efter en længerevarende rekonvalescens og genoptræning, så kom han hjem og fortsatte sit liv.

Det lyder som en skøn afslutning på det. Men det er det ikke.

Den nye mand

Det var nemlig en helt anden mand, hun fik hjem. Det var ikke ham, hun blev forelsket i, giftede sig med, fik børn med og skændtes og lo med i mange år. Hun fik en rigtig glad mand hjem. Altid. Rigtig glad. Og fuldstændig uengageret i, hvad hun lavede. Han gik glad rundt i sin egen boble af glad ligegyldighed. 

Han forsvandt i et smil

Deres venner og familie siger hele tiden, hvor skønt det er, at han er blevet rask og så utroligt positiv. Hvad de jo ikke ved, er at han ikke tager stilling til noget som helst, at han har mistet alt initiativ, han mener ikke noget mere – og de har slet ikke deres dybe og meningsfulde samtaler mere. HAN er der ikke mere.

  "Jeg kan ikke tilllade mig det"

Jeg spurgte hende, hvordan hun havde det med det. Og så sagde hun det, som er så ødelæggende: "Jeg kan jo ikke tillade mig at være ked af det - han overlevede jo. Andres mænd dør jo af det samme".

 Han lever, hun sørger

Kan du se, hvorfor det ikke går at sammenligne sorg? Kan du se, at det, at han faktisk lever, gør, at hun nu går rundt og tænker, at der er noget i vejen med hende. Det er der ikke.

En definition på sorg er: "Sorg er alle de ofte modstridende følelser, som opstår ved en forandring, eller en afslutning på et velkendt livsmønster.”

Hun har mistet sin mand. Og hun synes ikke, hun kan sørge over ham. Det er ubærligt trist i mit univers.