Børns sorg skal ikke handle om vores ubehag
Vi taler for lidt med og om børns sorg. Det skyldes som regel vores egen berøringsangst om emnet. At vi synes, det er pinsom og akavet. Og når børnene møder det, så BLIVER det pinsomt og akavet.
Noget, der kendetegner vores forhold til sorg og tab er, at når et barn er trist, så gør vi en af to ting: Vi trøster det – forklarer det hvorfor det ikke skal være ked af det. Eller vi distraherer det. Og ingen af delene gør, at barnet føler sig hørt og set i sin sorg. Og så lærer det, at sorg er noget, man ikke taler om eller som skal gemmes væk.
Jeg så også Over Skyerne på DR, der handler om Good Grief’s måde at hjælpe børn i sorg, hvor de netop taler om sorgen. Og de har ikke berøringsangst, når børn bliver kede af det.
Der er ikke noget mærkeligt i at blive ked af det, når det har mistet. Det er faktisk helt naturligt. Og der er ikke noget i vejen med barnet, når det er ked af det. Men der ER noget i vejen, når vi ikke anerkender det. Når vi nærmest – og ganske ufrivilligt – lærer barnet, at det ikke duer at være ked af det. At det skal skjules.
Her er der en række råd, som du kan bruge, når du møder et barn, der har mistet.
- Husk at sorg kan komme af mange andre ting end dødsfald. Det er forfærdeligt for et barn at miste bedstevennen, når han flytter, at forældrene bliver skilt, at familiens hund bliver kørt over, at skulle skifte skole, at blive mobbet osv. Sorg kan komme af mange andre ting end mennesker, der dør.
- Barnet har ikke brug for en forklaring om hvorfor tabet ikke var så stort alligevel – det har brug for at blive hørt. At fortælle om sit tab, når barnet selv har lyst til det. Lad være med at falde for fristelsen og sige ”Det skal du ikke være ked af” – eller ”Det skal du ikke være bange for” –eller gå i forklaringsmode. At være ked af det og/eller bange er helt normalt.
- For at et barn skal være ærlig om sine følelser, så må du også være ærlig om dine. Så derfor skal du selv g forrest: I stedet for at spørge barnet, om hvordan han har det, så fortæl om en gang, hvor du selv var ked af det og hvordan du kan huske, du havde det. Det kan give rummet til at barnet selv fortæller.
- Sig til et barn, at du kan se han/hun er ked af det, og om du skal sidde lidt ved ham/hende. Og I behøver ikke tale om det, hvis barnet ikke vil.
- Nogen gange har et barn bare brug for et knus. Så giv det.
- Du kan sige til barnet ”Jeg kan se, at du er ked af det, hvis du har lyst til at fortælle om det, så vil jeg godt høre det”. Uden i øvrigt selv at dømme, vurdere eller komme med en holdning.
- Et barn kan måske lave en tegning, der viser, hvad han er ked af. Eller et maleri.
- Børn har deres egne relationer til det, de har mistet. Og de er anderledes end dine.
- Lov ikke at alt bliver ok. Du kan ikke holde det – og et barn i sorg har ikke brug for at blive fikset. De skal bare høres.
- Hvis børn oplever, at du gør, hvad du kan for at være ‘stærk’ (hvilket ofte betyder ikke at vise følelser), så tror de, at de heller ikke må. Og så skjuler de deres helt normale og naturlige følelser.
- Hvis du sammenligner andres situation i forhold til barnets, så er du gang med at vurdere, kritisere eller analysere. Lad være med det. Tag udgangspunkt i barnet.
- Skab lejligheder til samtalen om det, der er svært. Det er ofte mens I laver noget andet: Perleplader, kører en tur, går en tur, graver i haven – alt muligt.
For et par år siden lavede jeg en undersøgelse, der viste, at 41% af børn fortæller det ikke til nogen, når deres hjerte bliver knust første gang. Og ofte er det fordi, de havde lært, at man helst ikke må have negative følelser. Men de er nu en gang lige så naturlige som positive følelser.
Så tal om dem – præcist som du gør med de positive følelser.
Mette Hvied Lauesen
Grief Recovery Specialist
