Dig og sygdom
Desværre vil de fleste af os på et tidspunkt have en nær ven, slægtning eller partner, der bliver alvorligt syg i kortere eller længere tid. Og der kan være flere måder at være pårørende på. Jeg har defineret fem arketyper – og måske du kan genkende dig selv?
De Handlekraftige: Det er dem, der meget aktivt og nærmest bombastisk går i gang med at finde alle de data og al den viden, de kan. De arbejder sig systematisk og intenst gennem internettet. Hvis der er læger involveret i sygdomsforløbet, så vil de opleve, at de bliver forhørt frem for spurgt, og det kan blive en lidt anstrengt situation. Dette bekræfter bare de handlekraftige i, at der skal gøres noget, så de tromler videre. De Handlekraftige kan let glemme, at det slet ikke handler om dem – det handler om, at en, der er syg, kan blive rask igen. Og derfor kan de også glemme den syges egne ønsker.
De Alt For Kærlige: De kan ikke holde tanken ud om, at den syge har det skidt. Derfor får de det selv skidt. Og for at kompensere og hjælpe – der er skam masser af gode intentioner her – så kan de godt blive for meget i deres insisterende nærvær. Det er nemlig ikke sikkert, at de er den tætteste familie eller venner. De kommer med gaver og opmærksomhed og hjælper og hjælper og hjælper, og på et tidspunkt bliver det også grænseoverskridende – muligvis for den syge, og helt sikkert for den syges pårørende. Det er der, hvor den syge lader være med at fortælle vigtige ting, fordi vedkommende ikke orker at se de andres utvivlsomt sørgmodige reaktion. Det ligner nærvær, men er det ikke nødvendigvis. Det kommer let til at handle om, at De Alt For Kærlige har behov for at der er brug for dem. Og ikke ret meget om den, der er syg.
De Passive: De Passive vælger dybest set ikke at forholde sig til situationen. Det kan der være mange grunde til. Det kan være trist og besværligt at tænke på, at en man elsker eller holder af faktisk er syg. Det kan være, at de ikke har overskuddet til det. Det kan også være, at de slet ikke ved, hvad de skal stille op, så de vælger at gøre ingenting. Hvad de end gør, så kan de gå glip af vigtige stunder – men det kan såmænd også være, at de minder mest om den hverdag, som den syge plejer at have. Nogle gange orker man ikke andet end småligegyldig small-talk.
De Fornægtende: De Fornægtende ”hører” ligesom ikke, hvis det er slemt eller man har det rigtig skidt. De siger ting som ”Det går over”, ”Tag nu bare en Panodil”, ”Husk at tage noget vand” eller noget i den dur. Og hvis det så går hen og bliver alvorligt lige pludselig, så kan de blive meget overraskede og chokerede, hvis de finder ud af, at der lige pludseligt er meget lidt tid tilbage. De havde virkeligt ikke regnet med, at det kom dertil. Og fordi de ikke har nået at indse situationens alvor, så når de ofte heller ikke at få de der rige stunder, hvor man bare er sammen uden at sige noget, fordi det er nærværet, der er vigtigt. Og ikke noget andet.
De Velmenende: De bliver ved med at komme med gode råd om, hvad de selv har prøvet, hvad andre har prøvet, hvad de har læst nogen har prøvet, og giver ikke meget plads til dem, det handler om. Det handler nemlig ofte desværre mest om dem selv og deres egen trang til at fortælle. Det kan der være mange grunde til, men det kan være svært at føle sig set og hørt i kaskaderne af gode råd, som kan handle om alt fra ”Prøv at spise vegansk” over ”Der er en klog mand i Grækenland” til ”I Japan gør de altid det…” De har desværre en tendens til ikke at høre efter, og dermed går de glip af nærværet og den meningsfulde samtaler. Og de kan være en belastning for den syge.
Så hvilken type er du? Eller er du et mix? Og hvilken af dem ville du helst have ved din side, når du er syg? Hvordan kan du gøre det tydeligt, hvad du har brug for selv, hvis du bliver syg?
Ovenstående er tillempet fra mit bidrag til Diana Lunds bog om de pårørende til alvorligt syge ”Jeg er også vigtig”
