Når vi ikke har ord for smerten

Jeg har lige sagt farvel efter et godt og stærkt forløb til en kvinde med et par store og nylige tab. Et par tab, som har påvirket hendes arbejdsliv og privatliv og selvfølgelig hendes parforhold.

Hun er – som mange andre – vokset op i en familie, hvor følelser ikke rigtigt var noget, man talte om. Når livet var svært, så tog man sig sammen og forsøgte at glemme, hvad der var sket.

Men hjertet glemmer ikke. Kroppen glemmer ikke. Og alle de her følelser af at være ked af det, at være afvist, at være ulykkelig – de havde samlet sig hos hende.

Og fordi hun er vokset op uden gode vaner for at udtrykke alle sine følelser – også de negative – så var det nået et punkt, hvor hun følte sig træt, mat, magtesløs og mismodig. Og bare ked af det. Det gjorde hendes krop også. Hun følte sig småsyg, mat, uoplagt og sov dårligt.

Vi arbejdede på hendes tab. Vi fandt ord for hendes følelser. Og i dag har hun lige sagt det sidste farvel og har det, som hun selv siger: “Overraskende godt”. Det har ikke været let. Det har været uvant, og hun har turdet og hun har haft tillid til mig og processen.

Det er jeg ubeskriveligt glad for og rørt over. For det har ikke været let.

Virkeligt mange af os er vokset op i hjem, hvor det der med følelser ikke lige var noget, vi talte så meget om. Og da slet ikke de negative. Vi må godt tale om succes, og hvor glade vi er. Men helst ikke at vi er kede af det eller skuffede eller føler os skamfulde eller afvist. Og når vi så har store tab, så aner vi ikke, hvad vi skal gøre og vender det typisk indad. Der, hvor det gør rigtig ondt.

Det hjælper tale om tab. Og for nogen  handler det om at finde de rigtige ord først. Det er bl.a. noget, jeg hjælper dig med.