Du kan ikke vurdere sorg
Jeg talte med en kvinde forleden. Hendes mand fik for halvandet år siden en hjerneblødning. Han overlevede og gennemgik i mange måneder derefter en omfattende rekonvalescens. Og har tilsyneladende kun ganske få men tilbage i det.
Det lyder som en solskinshistorie. Det er det ikke.
For den mand, der kom ud på den anden side, er ikke ham, hun blev forelsket i, giftede sig med, fik børn med og levede med i mange år. Det er en mand, der altid er glad. Altid. Og ligeglad. Som ikke interesserer sig en tøddel for, hvordan kvinden har det. Som hun sagde “Selv min hund bliver da sur ind i mellem, hvis den ikke får nok opmærksomhed”. Deres venner siger hele tiden til hende, hvor skønt det må være, at han er blevet rask og er så glad. Men han tager ikke stilling til noget som helst, og der er intet initiativ i ham mere. De har ikke deres dybe og meningsfulde samtaler mere. Det, der gjorde ham til HAM, er der ikke mere.
Jeg spurgte hende, hvordan hun havde det med det. Og så sagde hun det, som er så ødelæggende: “Jeg kan jo ikke tillade mig at være ked af det – han overlevede jo. Andres mænd dør jo af det samme”.
Kan du se, hvorfor det ikke går at sammenligne sorg? Kan du se, at det, at han faktisk lever, gør, at hun nu går rundt og tænker, at der er noget i vejen med hende .Det er der ikke.
Hun har mistet sin mand. Og hun synes ikke, hun kan sørge over ham. Det er ubærligt trist i mit univers. Jeg håber, hun tager imod mit tilbud om hjælp.
