Sådan lytter du til en, der har mistet
At mennesker plejer at være utilpas med følelser som tristhed, vrede eller angst – specielt efter et personligt tab – er noget af en underdrivelse.
Prøv at lægge mærke til de gange, hvor du selv var ked af det og forsøgte at tale med andre om det. Ved ganske få lejligheder kan du have haft en ven eller en i din familie, som lyttede uden at analysere, kritisere, vurdere eller dømme. Du har sandsynligvis fået en af følgende reaktioner:
- Logiske grunde for, hvorfor du ikke skulle have det sådan (”se nu lidt lyst på det!”)
- Udtalelser om ”se nu at komme videre” eller ”det må du lige se at komme over”
- En historie om nogen, der har det værre (”det er i det mindste ikke SÅ slemt med dig!”
- Noget i stil med ”Jeg ved, hvordan du har det” (og det gør de ikke)
- Forslag til at ”holde skruen ovenvande” – ”vær stærk”
- Historier, der kun handler om dem selv – og ikke om dig
- Anbefalinger til, hvordan du får fjernet opmærksomheden fra det, der gør ondt: Gå en tur, dyrk motion, mød nye mennesker, gør rent etc
Hvor dem, der bare lyttede gav dig lov til at udtrykke, hvad du følte og komme af med noget af det følelsesmæssige overtryk, hjalp de andre dig så på nogen måde? Du sad formodentligt tilbage med en følelse af, at ingen virkelig forstod – eller havde lyst til at forstå – hvordan det gjorde ondt.
Det er kun de færreste, der har en decideret undervisning i, hvordan man håndterer de følelser, der opstår i forbindelse med tab. Det, vi lærte som børn, kom fra at se, hvordan de voksne rundt om os håndterede deres smerte. Ofte gjorde de det ved at gemme smerten og aldrig tale om den, eller ved at bedøve den på forskellige usunde måder. Det fjernede ikke smerten – det fjernede bare muligheden for at blive rigtig glad.
Grief Recovery-metoden, som jeg bruger, lærer os at lytte og trøste andre uden at fixe, forklare eller analysere på smerten. Vi bruger billedet med et hjerte med ører, hvor vi er helt til stede og lytter med omsorg og tålmodighed. Hvis og når vi så svarer, så gør vi det uden at dømme, vurdere, kritisere eller analysere. I stedet for at fortælle andre, at vi ”ved præcist, hvordan de har det”, så kan vi minde os selv om, at vi alle sørger helt unikt og individuelt. At sige ”Jeg kan kun forestille mig, hvordan du har det” er bedre til at hjælpe nogen, der lider, med at føle sig set og hørt. Til sidst kan vi så give et varmt kram, hvis det er passende. Husk: Dem, der sørger har ikke brug for at blive ”fixet” – de har brug for at blive hørt.
Ved at give din ven eller dit familiemedlem din fulde tilstedeværelse og et lyttende øre, så giver du dem den bedste støtte og trøst, du overhovedet kan give: Du giver dem muligheden for at tale om deres smerte med en følelsesmæssig ærlighed og en vidunderlig mulighed for at begynde at få det bedre.
