De gamle tab
Facebook
Twitter
LinkedIn
Jeg har oplevet nogle gange her på det sidste, at jeg får kunder, der kommer til mig på baggrund af et tab, de har haft, for så undervejs at finde ud af, at deres uforløste sorg faktisk skyldes et andet og tidligere tab, som vækker de samme følelser. Og det er helt almindeligt.
Vi har forskellige grænser
Hvis man skal være firkantet, og sammenligner os mennesker med et glas vand, så findes glas i forskellige størrelser og kan tage forskellige mængder vand. Vi mennesker er også hver især unikke og specielle, og det er forskelligt, hvor meget sorg ”vi kan tage”, før vi får for meget. Og så sidder møder jeg dem, hvor de føler hele fortidens tyngde med nutidens tab.
Sorg akkumulerer
Sagen er nemlig den, at sorg er akkumuleret, og det er altid negativt akkumuleret. De fleste af os har en forsvarsmekanisme, der gør, at vi gemmer sorg og ked-af-det-hed væk i stedet for at udtrykke det. I dette er vi ofte godt hjulpet af de fleste af vores forældre, der fra vi er små har forsøgt at distrahere os, når vi var kede af det. Vi har simpelt hen fra en tidlig alder lært, at det ikke er godt at være ked af det, og derfor har vi heller ikke lært at håndtere det.
Din indre trykkoger
Men det betyder ikke, at vi ikke er kede af det. Det betyder bare, at vi ikke får det bearbejdet. Og efterhånden så har vi det som en følelsesmæssig ”trykkoger”, der skal lette for trykket ved det næste tab. Og lige der kan det så komme bag på os, at vi reagerer så stærkt. Og det skyldes altså de foregående tab, der ikke blev bearbejdet.
Når man skal spise en elefant
Man kan sammenligne det med en garage, der er proppet med ting. Vi kan ikke finde rundt, og det kan være ganske overvældende. Sådan er det også med vores indre lager af triste minder. Det bliver en helt tilfældig samling af triste minder fra vores liv, som gør det umuligt at isolere og bearbejde hvert enkelt minde. Og det kan være overvældende. De kan ikke alle blive bearbejdet i samme ombæring. Det er lidt som det gamle spørgsmål: hvordan spiser man en elefant? En bid ad gangen. Og det er også sådan, dine gamle tab skal bearbejdes.