AI kan ikke erstatte nogen

Forestil dig, at du har mistet et menneske, du har elsket. Det hele føles tomt, og stilheden fylder. Og så får du pludselig muligheden for at tale med en digital version af den afdøde. En stemme, der svarer, som du husker den. Ord, der lyder, som de plejer.

Kunstig intelligens kan i dag skabe en slags efterligning af den, du har mistet – og det kan føles som en lettelse. Det kan føles velkendt og rart.

Men for mig at se er det en fælde. En kærlig fælde, men en fælde. Fordi det, der ligner kontakt, i virkeligheden kan fastholde dig i noget, du ikke længere er i, og som kan forhindre dig lære at leve med sorgen.

En digital klon holder dig fast

Når jeg arbejder med mennesker i sorg, ser jeg det igen og igen: Hjernen ved godt, hvad der er sket. Men følelserne og kroppen følger ikke nødvendigvis med. Mange fortæller, at de stadig lytter efter skridt på trappen eller tager sig selv i at tænke, at de skal huske at sige noget til ham eller hende senere. Det er helt almindeligt. Og det har ikke noget at gøre med, hvor længe siden dødsfaldet fandt sted. Det kan ske mange år efter tabet.

Og netop derfor bliver jeg bekymret, når vi i stigende grad får teknologiske tilbud, der lader os holde fast i det, der var. Når du kan føre samtaler med en digital kopi af den afdøde, så kan det blive en måde at undgå det, du i virkeligheden mærker indeni – en sutteklud.

Du forbliver i en illusion, og får ikke lært at leve med din sorg. Og så får du heller ikke mulighed for at sige farvel med følelserne. Du bliver hængende i smerten. Ja, vi er forskellige, og det kan være en dejlig trøst. Men trøst løser ikke problemet.

Trøst hjælper ikke

Trøst er velment. Det er en kærligt udseende måde at holde afstand til det, der gør ondt. Og når den trøst kommer i form af en AI-skabt efterligning af en, man har mistet, så kan det være utroligt svært at sige nej til. For det kan give en oplevelse af nærvær. Som om man stadig har adgang til det, der var. Men det er ikke ægte kontakt. Der er ingen øjne at møde, ingen kram, ingen skænderier over madpakken, ingen fortrolighed, der vokser over tid. Der er bare gentagelser, og en algoritme, der prøver at være noget, den ikke er.

Det kan få os til at hænge fast i en relation, som i virkeligheden er afsluttet. Og det kan gøre det svært at åbne sig for nye relationer. Ikke fordi man ikke vil, men fordi der ikke er plads. Der er stadig en del af hjertet, der er optaget af det, der var, og som teknologien nu holder kunstigt i live.

Sorg skal bearbejdes for at du kan leve

Og når sorgen ikke får plads, så sætter den sig. Det ved vi fra forskning og fra praksis. Det kan vise sig som en grundlæggende uro, som træthed, manglende livslyst, en følelse af at stå lidt udenfor sig selv. Man fungerer – men man lever ikke for alvor. Man er i en glasklokke, hvor man er med i livet, men ikke rigtigt en del af det.

Jeg skriver ikke det her for at være dommedagsagtig eller teknologifjendtlig, for jeg forstår fint længslen. Jeg forstår og kender udmærket behovet for at mærke dem, vi har mistet, bare lidt endnu. Jeg ved, at stilheden kan være uudholdelig. Men vi skal også turde stille spørgsmålet: Hjælper det mig – eller holder det mig fast – hvis jeg bliver ved med at tale med nogen, der ikke længere er her?

Og hvad med ønskerne og rettighederne hos den, der er død? Hvad nu hvis de på ingen måde har lyst til at leve videre som en digital kopi? Det ville jeg personligt godt have mig frabedt. 

Når du har mistet, så er det sidste, du har brug for – i min optik – en digital kopi, der holder dig fast. Du har brug for kontakt, du har brug for at tale og blive hørt af et menneske.

Og ja, det er så sådan noget, som jeg hjælper med.

Skriv eller ring, hvis du har brug for det.