Diagnosen Kompliceret sorg

Jeg har undgået emnet. Jeg er gået som katten om den varme grød, men her kommer den så. Min holdning til diagnosen  Kompliceret sorg – simpelt hen fordi jeg ofte bliver spurgt.

Min baggrund

Jeg er ikke læge, psykiater, psykolog eller terapeut .Jeg er specialist i sorgbearbejdning ved hjælp af en trin-for-trin metode, der er systematisk og struktureret, og som tager afsæt i sorg som en følelse, der kan komme er mere end 40 forskellige livsbegivenheder. Og ikke mindst som virker – dette er vist gennem mere end 40 års brug og udvikling af metoden, og det er også bevist via et studie på et amerikansk universitet.

Sorg er et livsvilkår, men…

I min hverdag taler jeg med sørgende og hjælper dem med at få det bedre på et par måneder. Sorg er altså i min optik nok et livsvilkår, men ikke noget, der behøver at fylde hele ens liv. Man kan også gå i gang lige efter tabet eller vente – man kan simpelt hen gå i gang, når man er KLAR. Og hvornår man er det er individuelt. Ligesom alt i forbindelse med sorg er individuelt.

Om diagnosen

Diagnosen er relativt ny og træder sådan set først i kraft i 2022. Det er en lidelse, der helt specifik relateret til sorg – og kun i relation til dødsfald (du kan læse mere her. https://sorgcenter.dk/videnscenter-for-det-nationale-sorgcenter/vedvarende-sorglidelse-en-ny-diagnose/).

Mine forbehold

Og det med at fænomenet ses som noget, der kun handler om dødsfald, gør at jeg reagerer og får nogen  forbehold ved diagnosen.

Ikke kun dødsfald

Sorg kan komme af meget mere end dødsfald. Sorg er typisk den reaktion, der kommer NU som følge større følelsesmæssige tab – enten enkeltvis eller akkumuleret. Og de behøver ikke være forårsaget af dødsfald. I min optik består problemet i, at vi ofte ser sorg som resultatet af det SENESTE tab – og ikke mængden af tab.

Sorg er helt normalt

Sorg er også en helt normal og naturlig følelse. Når vi gør en helt normal og naturlig følelse til en diagnose, så gør vi det også mindre naturligt for helt almindelig og empatiske mennesker at tale om det.  Vi gør følelsen noget, vi skal undgå, fordi vi er jo ikke fagfolk. Og dermed bliver de sorgramte endnu mere alene og føle sig endnu mere forkerte. Det finder jeg dybt problematisk.

God bearbejdning gør dig afklaret

Min påstand er, at får man den nødvendige respons og bearbejdning af  sine tab, så bliver man afklaret, føler sig hørt og set. Jeg er helt med på, at det sker for de færreste – og en stor del af skylden lægger jeg på vores enorme berøringsangst for at tale om tab, og de både følelsesmæssige og fysiske konsekvenser, det kan have for os.

Tidligere hjælp ville være bedre

Og nu vender jeg den lige om: ALT, der kan hjælpe mennesker, der har det ad H til, er jeg selvfølgelig for. Men det ville være lettere og ikke mindst billigere og give højere livskvalitet, hvis man hjælper disse mennesker tidligere.

Hvem samler de andre op og hvordan?

Hvad med dem, der er slået helt til hjørne og som udvikler de samme symptomer, og hvor deres tab IKKE skyldes dødsfald? Hvordan skal de blive samlet op?

Fordele

Mit eneste positive argument for diagnosen er, at der med nye diagnoser også typisk kommer flere forskningspenge med. Og i og med at vi har med noget at gøre, hvor berøringsangsten er enorm, og hvor vi primært forbinder det med dødsfald, så er der i den grad brug for forskning på området.

Sorg er helt normalt

Glem ikke at sorg rammer os alle. Og de fleste af os flere gange. Og de fleste af os har allerede oplevet en række alvorlige følelsesmæssige tab. Hvordan ved jeg det? Fordi vi er mennesker. Det er menneskeligt.

Sorg gør ondt, det er forvirrende, det er påvirker os psykisk og fysisk. Og det er normalt.

Vi risikerer at sygeliggøre mennesker, der har helt normale reaktioner på store følelsesmæssige tab. Det skal vi passe på med.