Er du følelsesmæssigt ærlig?
Facebook
Twitter
LinkedIn
Jeg havde en sorg-kunde, og når jeg spurgte i forbindelse med et tab om, hvad hun følte, så svarede hun, hvad hun tænkte. Og det er sådan set ret symptomatisk for vores tilgange til sorg og tab.
Vi drøner det op i hovedet og væk fra hjertet. Det er der mindst to grunde til:
- Vi er faktisk ikke ret gode til at tale om de følelser, der gør ondt. Vi har ofte som børn lært, at hvis vi sagde, vi var kede af det, så blev vi enten distraherede eller fik at vide, at det ikke var noget at være ked af. Så vænnede vi os ligesom af med det, og beholdt så vores triste følelser inde i kroppen.
- Vi er så fantastisk vant til at forklare hvorfor – at bruge vores hoveder i stedet for vores hjerter, men det gør absolut intet ved vores følelser.
Ud af en gruppe af mennesker, der var i sorgbearbejdning pga et brud med en kæreste eller ægtefælle, fortalte 95%, at bruddet skyldtes, at den anden ikke var følelsesmæssigt ærlig. Hvad de muligvis glemte i den forbindelse var, at det var de såmænd nok heller ikke selv. Vi lærer simpelt hen sjældent at være det.
Eksempel: Et barn kommer grædende ind ad døren, og vi spørger “Hvorfor er du ked af det?” og går vi i gang med at forklare alt muligt om hvorfor noget skete, så barnet blev ked af det. Men oftest har barnet bare brug for at fortælle med sine egne ord, hvad der skete og hvad han/hun føler. Og ved du hvad? Det er faktisk meget nemmere end at både forklare og distrahere.
Så når du står der som voksen og er ked af det – er du følelsesmæssigt ærlig? Fortæller du dine nære, at du er ked af det, og at du har brug for at blive hørt? Og ville det ikke være ægte og ærligt, hvis dine nærmeste også var det?
