Kærestesorg er absolut også sorg
Forestil dig følgende: Du er 30. En af dine forældre dør. Det gør ondt. Du tænker over alle minderne fra livet med dem. De sjove minder. De smertefulde minder. Og de mere dagligdags minder om, hvordan vedkommende nu gjorde dit eller dat.
Forestil dig så, at din familie, dine kolleger og andre mennesker, der betyder noget for dig, reagerer med at sige “Nå nå – det går over. Det er en del af livet. Du skal bare ud og møde nogen nye mennesker.”
Det vil du nok tænke er en brutal reaktion på et stort tab. Og det er lige præcis, hvad mennesker med kærestesorg ofte møder. De bliver alt for tit ikke taget alvorligt. De lærer på den hårde måde, at hvad de føler er forkert. Og så isolerer de sig mere og bliver mere ulykkelige.
Og hvordan ved jeg det? Nogen af dem ringer til mig. Det gør de ofte, når der er gået 2-3 måneder, og deres familie og venner synes, at nu må det være nok. (Og her må jeg lige minde om, at tid INTET har noget at gøre med at komme sig over et tab.)
Børn og unge holder det for sig selv
De fleste forældre synes, at de har et godt forhold til deres børn, og at deres børn ville sige til, hvis de var kede af det. De skulle bare vide.
Kun 36 % af børn går til deres mor eller far, når de har oplevet tab (baseret på en undersøgelse, jeg foretag med ca. 180 deltagere) og hele 41% fortæller det ikke til nogen. Og det gør de ikke, fordi de det meste af deres barndom har hørt ting som: “Det er ikke værd at græde over” – “pyt med det – du får bare en ny” – “han var alligevel ikke noget at samle på” – “den var gammel og skulle dø alligevel” osv osv.
Man mener, at når et barn når 15-års-alderen, så har det hørt ca. 23.000 gange, at det, de følte var forkert. Og i det lys, så er det nok ikke sandsynligt, at de som en selvfølge vil dele deres følelser på et sårbart tidspunkt – fx som teenagere.
Den ikke-accepterede sorg
Og desværre er det et mønster, jeg kan se fortsætte ind i voksenlivet. Masser af mennesker med knuste hjerter pga. kærestesorg bliver ikke taget alvorligt.
De får alle mulige kommentarer med på vejen, som er faktuelt sande og følelsesmæssigt nytteløse (læs her), de får ikke den helt store medfølelse fra arbejde, for ingen har i deres personalepolitik, at et knust hjerte er en legitim fraværsårsag. Det er begravelser, flytninger og sygdom derimod. Så de sygemelder sig. Nogen gange længe – og nogen gange får de en stressmelding med sig. Men det er ikke stress, det er sorg.
Tag det fra eksperten: Du kan ikke vurdere sorg udefra. Det er ikke dit hjerte, der er knust. Du kan heller ikke sammenligne tab. Igen: Det er ikke dit hjerte, der er knust. Og hvis det ER dit hjerte – så vil du nok give mig ret.
Sådan får du det bedre
Det eneste et knust hjerte har brug for er at blive hørt. Igen og igen og igen. Og går det i ring, så slå på tråden 26 18 61 90, og hvordan du kan få det bedree.
