Nej, sorg er IKKE en sygdom

Facebook
Twitter
LinkedIn
Sognepræst Marie Høgh har onsdag d. 8.1. en kommentar i Berlingske Tidende, hvor hun revser det Nationale Sorgcenter og taler om sorg, som hun ser det. Jeg synes, at hun har nogen mangler og præmisser i sit indlæg, som jeg ikke er enig i.
Det er ikke det Nationale Sorgcenter, der har defineret diagnosen ”kompliceret sorg”. Det er WHO (https://feap.au.dk/forskning/tab-sorg/kompliceret-sorg/). Og jeg er for så vidt helt enig i, at sorg ikke er en sygdom – det er en følelsesmæssig tilstand og et livsvilkår. Men derfor kan man nu altså godt blive syg af sorg, hvis man ikke får den bearbejdet. Fx viser undersøgelser, at 70% af sørgende får et øget forbrug af alkohol – af dem vil en delmængde udvikle alkoholisme (undersøgelse foretaget af www.griefrecoverymethod.com). Flere udvikler depressioner som følge af sorg. Og der er flere andre lidelser, der kan have afsæt i ubearbejdet sorg bl.a. stofmisbrug, spiseforstyrrelser ud over de allerede nævnte.
Marie Høgh har i sin kommentar den præmis, at sorg skyldes dødsfald. Sorg kan skyldes mere end 40 forskellige livsbegivenheder, som medfører alle de ofte modstridende følelser, som opstår ved en forandring, eller en afslutning på et velkendt livsmønster. Dette er en af de definitioner, vi arbejder med i den videnskabeligt anerkendte metode Grief Recovery Method (https://www.tandfonline.com/doi/abs/10.1080/19325037.2019.1571964?journalCode=ujhe20). Dvs. at man jo altså også kan føle sorg, når man bliver skilt, når ens børn ikke vil se en, når man har haft en barndom, hvor man aldrig blev set eller forstået osv osv. Den slags sorg er fuldt ud lige så smertefuld. Marie Høgh har nogen antagelser om, at man bl.a skal turde være i magtesløsheden og – som jeg læser det – at sorg er noget, vi har med os hele tiden, hvis den ikke går over.
Man kan GODT bearbejde sorg, så det ikke længere er smertefuldt – man behøver ikke at have den følelsesmæssige blykappe med sig hele livet. Og det at blot være i mørket med den sørgende og vente på lyset kommer er ikke nogen garanti for, at der sker noget som helst godt for mennesket i sorg. Tiden er ikke et parameter for, at sorg går over. Og hvis sorg ikke går over og ikke bliver bearbejdet, ja, så kan man godt blive syg af den. For hvad med dem, der ikke kan holde ud at være der i sorgmørket? Ofte tyer de til noget, der dulmer smerten. Det spænder fra benhård motion, over at trøstespise til at få sig et decideret misbrugsproblem. Det skal de mennesker da hjælpes med.
Synes jeg så, at det er skønt med en diagnose på kompliceret sorg? Nej, det synes jeg egentlig ikke. For sorg er et vilkår. Og når diagnosen nu findes, så tænker jeg, at vi kan glæde os over, at der forhåbentligt bliver kastet nogen forskningspenge efter det, så vi kan få de gode videnskabelige studier, der ikke kun tager afsæt fra en kristen værdiladet betragtning om, hvad sorg eller ikke er. Og så har jeg i øvrigt intetsteds læst, at Det Nationale Sorgcenter kalder sorg for en sygdom.
Desværre ser det ud til, at både Marie Høgh og Det Nationale Sorgcenter kun arbejder med dødsfald som årsag til sorg. Dette gør det bestemt ikke lettere for dem, der har tung sorg over noget, der ikke er dødsfaldsrelateret, og som giver lige så meget smerte.