Om at slippe håbet

Det lyder brutalt at sige til nogen, at de bliver nødt til at opgive håbet. Særligt, hvis håbet er det eneste, der holder dem oppe. Men håbet binder dig også til fortiden. Når du lever i håbet, lever du i drømmen om noget, der VAR – og som meget ofte bare ikke KAN komme igen. Oftest fordi nogen omstændigheder har ændret sig.

At slippe håbet sætter dig fri
Derfor må jeg tit sige til mennesker, at de må slippe håbet for at få det bedre. For det er først der, hvor de for alvor er frie til at skabe sig et nyt liv, tilrettelægge deres liv efter, hvad der er godt for DEM, og der hvor de tager højde for de nye omstændigheder. Og det er også der, hvor de kan se realiteterne om relationen og tabet i øjnene. Altså få et nuanceret og følelsesmæssigt afklaret forhold til tabet.

Slip et umuligt ansvar
Jeg har mødt mennesker, der savnede livet med deres børn før misbruget så meget, at de faktisk tog det hele ansvar for, hvordan deres nu voksne børn håndterede deres liv. Det er jo et ansvar, det er umuligt at løfte. Og derfor måtte jeg også bede dem om at opgive håbet om at få deres barn tilbage. Det kan godt være, at deres børn kommer ud af misbruget, men det vil i så fald være som et andet menneske end det, forælderen håber kommer tilbage.Håbet handler ofte om at få det umulige igen, og så kan man aldrig blive glad.

Og derfor kan det være nødvendigt at opgive håbet for at kunne blive glad igen.