Om de fem belejlige faser af sorg

Ville det ikke være skønt, hvis der var faste og let-definerlige stadier af sorgen, for så kunne man se, hvor “langt” man var nået?


Men det er der ikke. 


Jævnligt dukker der noget op de fem stadier af sorg. Jeg har endda set fagfolk promovere tankegangen. 


Der findes skam fem stadier, og de blev observeret af psykiater Elisabeth Kübler-Ross. Men ikke i forbindelse med sorg generelt. De holder, når det gælder, at en terminal syg patient accepterer sin sygdom. Så er det de går gennem fem stadier: Benægtelse, Vrede, Forhandling, Depression og Accept. 


I lang – alt for lang – tid har der været en generel antagelse om, at man skal igennem de fem stadier, før man har det godt igen. Så prøv lige at tænke over følgende: 


Den søde gamle mormor dør vitterligt mæt af dage. Alle i familien elskede hende. Og alle kunne se, at livet var ved at være slut for hende. Også den søde gamle mormor. De sørger hende, for de elskede hende og hun var på en eller anden måde familiens kærlige overhoved. 


  • Ingen benægter, at mormor er død. Hun var selv klar over, at nu var det nu og hun var glad for det. 
  • Ingen er vrede, for de var alle klar til, at mormor skulle herfra.
  • Der er ingen grund til at gå ind i en forhandling, om at hvis vi nu bare havde gjort sådan og sådan, så ville mormor stadig være hos os. 
  • Ingen bliver deprimerede. De bliver kede af det, ja, men depression følger ikke per automatik efter tabet. 
  • Accepten er de derimod alle med på. De har jo fulgt mormor på denne livets afslutning. 


Det er normalt, når man har mistet, at man føler, at der er noget i vejen med en. At man ligesom ikke gør det rigtigt – at der er noget, man ikke har forstået i forbindelse med sorgen. Når man siger, at der findes fem faser af sorg, så er man med til at øge den her følelse af at være ‘forkert’. 


Faktum er, at vi sørger på hver vores måde. Det er både meget individuelt og meget ensomt, for der er faktisk ikke nogen, der har det præcis som du har det, når du har mistet.


De fem stadier er en fin og belejlig model, som har været brugt alt for længe til noget, den ikke kan bruges til. Og det har gjort mennesker mere kede af det. 


Hjernen kan vældig godt lide forklaringsmodeller. Men sorg handler om hjertet. Det er noget andet. 


Og det vil jeg godt bede dig om at huske næste gang, du ser nogen tale om de fem stadier af sorg. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *