Hvad gør du, når din medarbejder dør?

Når du er leder i en virksomhed, så har du formodentligt lært, hvor du finder oplysninger om al praktikken om dødsfald. Men hvad gør, når medarbejderne savner og sørger?

 

Her får du råd, der er lige til at gå til.

Det giver ofte et mærkeligt tomrum, hvis en kollega en dag bare ikke er der mere. Mange steder siger man det til et hurtigt fællesmøde – afslutter med noget a la Æret være hendes minde. Og så taler man ikke mere om det. Men det stopper jo ikke minderne eller refleksionerne, og hvem har lyst til at være den, der efterlader sig 12 ord efterfulgt af … tavshed?


Jeres kollega efterlader sig viden, relationer, en funktion, minder og historier, som det alt sammen er godt at få talt om for dem, der arbejdede sammen med vedkommende. Derfor er her en række forslag til, hvordan I kan få anerkendt det hul, som vedkommende efterlader. Det er kun forslag. Jer, der kendte vedkommende, har sikkert bedre ideer, så brug dem. Det handler om at give muligheder for at tale om jeres kollega.

🌹 Skab muligheder for, at I kan tale om vedkommende. Alt for ofte forsvinder vedkommende i samtalen. Men han/hun var en vigtig del af jeres hverdag og de fleste havde en personlig relation med vedkommende. I kan eventuelt have samtalen ‘Den første gang, jeg mødte X var’ – det giver rum for både gode og mindre heldige indtryk. Eller X lærte mig….

🌹 Hav eventuelt en anonym postkasse i et par uger, hvor folk kan skrive beskeder til vedkommende, eller skriver hvilket indtryk, de efterlod.

🌹 Lav måske en minde gå-tur, hvor dem, der har lyst taler om X.

🌹 Lav en fælles udflugt til kirkegården med blomster

🌹 Lav en indsamling i vedkommendes navn til en velgørenhed, som lå vedkommende nært.

🌹 Få kantinen til at lave Xs livret og sæt et billede op af vedkommende.

🌹 Hvis vedkommende er død af kræft, prøv at undgå udtrykket “tabte kampen”. Det var ikke en kamp – det var en sygdom og sender et signal om, at vedkommende ikke var ‘stærk’ nok.

Som ved så meget andet, så er det her lederen, der må gå forrest, og jeg vil foreslå, at du gør det i et samarbejde med den eller dem, der arbejdede tættest sammen med X. Det handler ikke om at gøre X til en helgen, Det handler om at skabe muligheder for at tale om og mindes X, som hun var. Også hvis det var den sureste Rasmus Modsat på kontoret. Vi har alle brug for at få talt om det, når nogen i vores hverdag pludseligt ikke er der mere.

Hvad I end finder på, så husk at det er noget, der skal kunne holde for alle. I oplever det forhåbentligt ikke ret tit. Men at have en enkelt samtale om X og en måneds hyldest til Y duer ikke.

Og så sender det et signal til medarbejderne om, at du er vigtig for os.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *