Hvorfor går du så meget op i sorg?

Det spørgsmål får jeg tit, og det handler om flere ting:
 

  1. Først to personlige grunde: Som coach havde jeg en kunde i sorg, hvor jeg manglede værktøjerne til at hjælpe hende. Det har jeg nu.
     
  2. Jeg har haft to hårde omgange med stress, og første gang oplevede jeg en stor berøringsangst om det – i stil med det, jeg ser om sorg i dag. Den anden gang oplevede jeg desværre, at min øverste chef troede, jeg pjækkede. Det var *meget* hårdt. I dag ser jeg, at sorg har den rolle, som stress havde for 10 år siden: Det var ikke noget, vi talte om, og det var lidt flovt at have været ramt af. Det er heldigvis ved at vende!
     
  3. I mit arbejde ser jeg sorgramte mennesker, og der går helt ukristeligt mange sorgramte og ikke-fungerende mennesker rundt derude. Mennesker, som kunne være glade og mennesker, som kunne fungere og performe på deres arbejdsplads, hvis de altså fik bearbejdet deres sorg efter dødsfald, skilsmisser, konkurser, fyringer, brud, hjertesorg og meget mere.
     
  4. Berøringsangsten for sorg hos ledere og organisationer betyder, at de faktisk har et produktionsapparat, der ikke fungerer, og som heller ikke trives. Det giver ingen mening. Er du fx håndværksmester med 2-3 svende, hvor den ene er sygemeldt i lang tid, så koster det på. omsætningen.
     
  5. I dag har virksomheder politikker for alkohol, overvægt, sundhed, rygning, ludomani – men kun de færreste har sorgpolitikker. En HR-chef, jeg talte med, sagde om sorg, at “det er for privat”. Så  der er en berøringsangst mht. sorg.
     
  6. Ubearbejdet sorg koster for den enkelte, for virksomheden og for samfundet, og det koster på livsindtægten. Der er fx større sandsynlighed for at blive fyret. Hvis du ejer virksomheden og mister en tæt på dig, så vil din omsætning med stor sandsynlighed falde 20-25% det følgende år. Det påvirker dine ansattes liv. Og fænomenet Kompliceret sorg koster årligt mindst 3,4 mia. i dagpenge etc.

  7. Sorg er en helt normal og naturlig respons på et tab, som rammer os alle.

 

Sorg er et livsvilkår for os alle sammen. Og så synes vi, det er for privat? Skal vi ikke få lavet det om?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *